Der var engang en pige, der boede i
en lille by udenfor Mou. Hun var den yngste af en børneflok på 10, lidt af en enspænder,
som ingen rigtig lagde mærke til og hendes familie accepterede hende ikke. Men
på trods af, at hun ikke rigtig passende ind nogen steder, så beklagede hun sig
aldrig.
Hver morgen stod hun tidligt op og
bedrev sig ud i marken, for at gøre dagens pligter. Marken var et rart sted,
her nød hun når fuglene kvidrede i solopgangen og hun elskede lyden af den
galende hane ved solopgang.
Familien dyrkede alverdens
grøntsager, som der blev solgt på det lokale marked. Pigens pligt var at
plante, passe og høste grøntsagerne, og når dagens arbejde var udført, nød hun
roen og sin madpakke ved det store træ i marken. Hun elskede at sidde under
træet og lytte på den smukke fuglekvidder fra trækronen. Ved siden af det store træ
voksede en blomst, som hun havde passet og plejet gennem flere år, siden hun
plantede det som løg. Den blomst var en af hendes få livsglæder.
Pigen havde tre stride søstre, som ikke
ligefrem var en livsglæde. De var de smukkeste piger i byen, men de var ligeså
stride som de var smukke. De tre stride søstre udnyttede på mange måder deres yngste søster, hun skulle sætte deres hår, tage deres del af grønsagsmarkerne og der
var ikke det, som de ikke kunne få hende til.
Der var gået et rygte om, at der på
slottet skulle afholdes et stort bal og én speciel gæst ville få æren af, at
danse med den flotte prins til ballet og blive hans prinsesse. De tre stride
søstre ville alle prøve lykken, og de drillede deres søster og sagde, at hun
ikke havde en chance, fordi hun både var for dum og grim. Hun fik blot til
opgave at give sin søstre kjoler på og sætte deres hår, så de tog sig godt ud
overfor prinsen.
Pigen var rigtig ked af det, for
hun havde ikke en fin kjole hun kunne tage på til ballet, og på trods af de
stride søstres ord, ville hun også gerne have prøvet lykken. I stedet bedrog hun
sig ud til sit elskede sted og satte sig op af det store træ, her sad hun og
græd så ulykkelig hun var i solnedgangen. Hun ønskede så højt, at hun også
kunne være med til ballet.
Solen forsvandt og månen lyste
klart op. Månens stråler ramte træet og der skete det mest fantastiske, for
pludselig snakkede det store træ til pigen. Træet sagde: ”jeg har i alle år
nydt dit selskab, og jeg ønsker ikke at du skal være ked af det”. Træet lyste
mere og mere op og dannede i måneskinnet en kjole så flot samt sko og smykker. Det
var den smukkeste kjole pigen nogensinde havde set og træet sagde igen: ”tag du
nu med til ballet”. Hun troede ikke sine egne øjne, iført den smukke kjole havde
hun aldrig set sig selv smukkere.
Pigen løb afsted mod slottet, i sin
fine kjole og kom brasende ind i den store balsal. Der var ingen der ved første
øjekast kunne genkende hende, og søstrene var blege af misundelse, da det gik
op for dem, at det var deres søster. Prinsen så fluks den smukke pige der helt
forvildet kom brasende ind, og han inviterede hende med det samme op til dans.
De dansede i timevis og alle var helt forgabt i den smukke pige og fyldt med
misundelse.
Men roen skulle næppe forblive
sådan, for pludselig blev slottet ramt af en stærk vind og alle lysene i balsalen
blev blæst ud. Det rungede og larmede udenfor og pludselig stormede en stor
drage ind igennem det store glasparti. Dragen begyndte at sprøjte med dens
frygtindgydende ild, og hele balsalen gik med et i flammer.
Prinsen trak hurtigt sit sværg og kæmpede
mod den store drage, med den fornemste opgave, at beskytte den smukke pige. Prinsen
fik et ordentligt skub af dragen, og inden nogen fik set sig om, lå han bevidstløs.
Pigen greb prinsens sværd, men det var en umulig opgave at besejre den store
drage. Men da alt håb var ude, kom der ind et magisk tæppe fyldt med kviste og
blade, og pigen var ikke i tvivl om, at det store træ havde sendt hjælpen. Dragen
var så fokuseret på pigen og det flyvende tæppe, at den ikke bemærkede, at
prinsen kom til bevidsthed. Pigen kastede sværdet til prinsen, som med et slag
huggede hovedet af dragen.
Prinsen og pigen kiggede på
hinanden i månens skær og gav hinanden et kys. Hun fik en ring på hendes
finger, for nu skulle hun være hans prinsesse.
Et bryllup var nu forude og pigen
havde fundet et sted hvor hun blev accepteret og de levede lykkeligt til deres
dages ende
