RELATIONSARBEJDE OG KOMMUNIKATION – MED UDGANGSPUNKT I ICDP

Hvad er ICDP?

ICDP står for ’’international Child Development Programme’’ og blev grundlagt i 1980 af to norske psykologiske professorer, Karsten Hundeide og Henning Rye. ICDP-Programmet har vundet stor udbredelse både i Skandinavien og internationalt og er udviklet til at sikre sund psykologisk udvikling. I første omgang blev det udviklet som et program til stimulering og analyse af samspil mellem barn og omsorgsgiver, men kan anvendes i flere forskellige sammenhænge hvor der er tale om lederskab. Kort fortalt handler det om at klæde professionelle – lærere, pædagoger og andre – bedre på, så de kan omgås børn, unge og voksne på en mere hensigtsmæssig måde.

Programmet består overordnet af fem nedenstående hovedelementer, men i dette afsnit tages der kun udgangspunkt i de to første punkter:

1.      Opfattelse af barnet, definition og redefinition

2.      Tre grundlæggende dialogformer og de otte samspilstemaer

3.      Syv principper for sensitivering og bevidstgørelse af omsorgsgiver

4.      Principper for implementering

5.      Udbredelse af sensitiveringsgrupper

Opfattelse af barnet, definition og redefinition

Forskning viser, at der er sammenhæng mellem den opfattelse og definition af barnet fra omsorgsgiveren og den omsorg, som barnet i realiteten får. Viser barnet nysgerrighed og interesse i sin omverden samt de mennesker der fremstår i den, vil det ofte få positive gensvar, og barnet vil derfor kunne opnå en god kontaktevne og gode sociale kompetencer.

Fremstår barnet derimod konfliktsøgende og med en attitude af ’’at have nok i sig selv’’, er der ofte en tendens til, at det udløser en negativ respons og opleves som grænsesøgende. Disse processer skal derfor gennem definition og redefiniton gøres bevidste, så barnet – uagtet hvilket – defineres som positivt. Dette kan sikres gennem anvendelse af de tre dialogformer, der opdeles i otte samspilstemaer. Dette vil blive beskrevet i nedenstående afsnit.

Tre grundlæggende dialogformer og de otte samspilstemaer

De tre dialogformer:

1. Den emotionelle dialog danner basis for hele barnets eller den unges udvikling af kontakt-, tilknytnings- og tryghedsudvikling. At mestre den emotionelle dialog stiller naturligvis krav til omsorgsgivers sensitivitet og evne til at indgå i følelsesmæssige relationer. Det er umuligt at give noget, man ikke har. De fire samspilstemaer tilhører denne form for dialog og skal ikke ses som lineære strukturer, men som cirkulære strukturer, som alle er til stede, når der er god kontakt.

   2. Den meningsskabende og udvidende dialog danner særligt ramme om barnets relation til omgivelserne. Gennem engagement fra pædagogen hjælper vedkommende barnet/den unge med at knytte mening til oplevelserne i og med omverdenen. Denne dialog er vigtig for udviklingen af kognitive kompetencer. Ligesom barnet/den unge er medskaber i eget liv, er livet også medskaber i barnets liv. 

    Gennemgående for dialogform 2 er, at de 5-7 samspilstemaer tilhører denne form for dialog og skal ikke ses som lineære strukturer, men som cirkulære strukturer, som alle er til stede, når der er god kontakt. 

3. Den grænsesættende og regulerende dialog har fokus på at hjælpe barnet/den unge med at regulere og sætte grænser for dets adfærd. Det er gennem denne proces, at barnet/den unge udvikler selvkontrol, som er forudsætningen for, at det kan handle målrettet og udvikle de færdigheder, som kræves for at kunne tilpasse sig omgivelserne. Det 8. samspilstema tilhører denne form for dialog. Nedenstående model viser forskellen mellem negativ og positiv grænsesætning, da der også er de børn der opdrages ud fra en negativ grænsesætning:

De otte samspiltemaer kan anvendes som grundlag for samtale, reflektion over og analyse. Samspiltemaerne er således ikke regler, men derimod basale elementer i det udviklingsstøttende og vejledende samspil:

1. Vis positive følelser – vis, at du er glad for barnet/ den unge

2. Justér dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ

3. Tal med barnet om de ting, det er optaget af, og prøv at igangsætte en ”følelsesmæssig samtale”

4. Vis anerkendelse og giv ros for det, barnet kan

5. Hjælp barnet med at fokusere dets opmærksomhed, således at I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne

6. Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme

7. Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet

8. Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde – ved at vejlede det, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen